Til dagligt spiller han kun i 1. division, men snart træder Patrik Wozniacki helt op på toppen af sejrsskamlen.
I hvert fald hvis forudsigelserne fra bookmakerne og to af de tidligere dansere i programmet går i opfyldelse. Ifølge Ekstra Bladet er både spilfirmaerne og danserne Marianne Eihilt og Soffie Dalsgaard enige om favoritten til at løbe med titlen.
Det er især den charme, der stråler ud fra den 24-årige fodboldspiller, der vil sikre ham sejren i den populære dansedyst. Og så betyder det mindre, at han halter lidt på det dansetekniske. Det siger en tidligere vinder af konkurrencen.
"Patrik kan komme langt, for han har en fantastisk udstråling, og danser fra hjertet, men mangler lidt dans i kroppen, især i latin," vurderer Marianne Eihilt ifølge avisen.
Også Soffie Dalsgaard mener, at Patrik med det verdenskendte efternavn vinder på charmen, selvom dansen ikke altid sidder lige i skabet.
Fem par er stadig med i dansekampen, hvor fodboldspilleren med den berømte tennissøster danner par med Claudia Rex.