Liverpool kunne tjene i omegnen af en halv milliard kroner med et salg af den spanske angriber Fernando Torres, men det er ikke noget, der frister klubben.
Der har været voldsomme bud fra fire klubber - Real Madrid, Manchester United, Chelsea og Manchester City - men Liverpool-manager Rafael Benitez ryster ikke på hånden.
Han siger til The Mirror, at man har fået henvendelser fra klubbernes agenter, men at man hele tiden har været sikker på, at man ikke vil sælge, og at Fernando Torres vel at mærke selv ønsker at blive.
Med et salg i den ventede størrelsesorden ville Liverpool ellers kunne notere en pæn fortjeneste. Torres kostede 170 millioner kroner, da han blev hentet i Atletico Madrid i 2007.
Spanieren har været pengene værd med foreløbig 38 mål i Premier League.
Rafael Benitez understreger, at Liverpool har store ambitioner, som ikke vil blive indfriet af at sælge klubbens bedste spiller.