Hver december må kabinepersonalet i SAS fremover spinke og spare. Det er resultatet af en ny overenskomst, som netop er blevet forhandlet på plads.
Samtidig tjener virksomhedens topchefter styrtende med penge. Det skriver Ekstra Bladet i dag.
Og ifølge en rundringning foretaget af Ekstra Bladet, er overenskomsten lige så usædvanlig som den lyder. Alle de adspurgte fagforbund og arbejdsgiverforeninger har aldrig tidligere hørt om overenskomster, hvor lønningerne i udvalgte måneder bliver skåret i halv.
Derimod er det knap så usædvanligt, at medarbejderne udover skrumpelønnen modtager en lønstigning på lige præcis nul kroner. Ifølge Ekstra Bladet ender den manglende lønstigning dog også med et minus på kontoen for medarbejderne, da inflationen kommer til at "spise" noget af lønnens købekraft.
Samtidig er pengepungene på direktionsgangen tykke. Her henter topcheferne nemlig i gennemsnit mere end otte millioner hjem på kontoen hvert år. Oveni får de næsten 2, 5 millioner i pension.
Samlet set er lønudgifterne dog også på vej ned for de vellønnede chefer.
Ifølge SAS' ledelse er kommentaren til kabinepersonalets lønhalvering blot, at "alle faglige organisationer i SAS har bidraget til at sænke virksomhedens omkostninger".