Flere end 180 lande har godkendt en plan om særlig beskyttelse af blandt andet 54 hajarter.
Det er sket ved et globalt topmøde i Panama om beskyttelse af truede dyrearter. Planen skal dæmme op for den indbringende handel med hajfinner.
Bindende resolutioner blev vedtaget med konsensus op til weekenden, hvor det to uger lange topmøde sluttede. Japan forsøgte forgæves at få blåhajen undtaget.
Beskyttelse af hammerhajen blev vedtaget uden diskussion ved topmødet.
Mennesket dræber mange millioner hajer årligt - først og fremmest for deres finner. Det viser opgørelser fra FN-organisationen FAO.
Hajfinner er blev kaldt kinesernes kaviar. De er en indgroet del af madkulturen i Kina.
Forskere har i de senere år haft meget fokus på den store betydning, som hajer har for havenes økosystemer.
I alt blev der på mødet taget stilling til 52 forslag om ændringer af beskyttelsesniveauet for over 600 arter.
Der blev også vedtaget mere omfattende beskyttelse af krokodiller, frøer og visse skildpaddearter samt guitarfisk, som er en familie af rokker.
- Det gælder indgreb mod grov og eskalerende illegal handel og mere beskyttelse på grund af klimaændringer, sygdomme og tab af habitats. Områder, hvor arter kan leve og udfolde sig, siger Susan Liberman fra den amerikanske naturbeskyttelsesorganisation WCS.
Washington-konventionen Cites, som er fra 1975, har fastsat internationale handelsregler for over 36.000 arter. Den er underskrevet af 183 lande og EU.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP