Om få uger sætter regntiden for alvor ind i Haiti, men allerede i weekenden begyndte det at regne over landet, hvilket har medført voldsomme oversvømmelser.
Situationen er mere alvorlig end normalt, fordi landet fortsat er hårdt ramt af det jordskælv, der smadrede landet for snart to måneder siden.
"Vores bekymringer går på, hvad der sker, når det begynder at regne. Der er stadig enormt meget brug for hjælp, så vores fokus er rettet mod at få så meget hjælp som muligt frem til alle dem, der bor i lejre og halvødelagte huse," siger katastrofechef i Dansk Røde Kors, Birgitte Ebbesen, til Nyhedsbureauet Newspaq.
Cirka 1,2 millioner mennesker er fortsat uden tag over hovedet, og nødhjælpsorganisationer kæmper en kamp mod uret for, at situationen for de berørte ikke skal blive endnu værre.
"Mange bor i telte og under presenninger, så vi skal sikre, at deres primitive husly bliver så godt som muligt. Det samme gælder vandforsyningen, og hygiejneniveauet skal så højt op, som det overhovedet kan lade sig gøre, så folk forhåbentlig kan klare sig igennem regntiden uden at blive ramt af sygdomme," siger Birgitte Ebbesen, der for nylig er vendt hjem fra det katastroferamte land.
Ifølge hotelejer Richard Morse er alene tanken om regnen nok til at gøre haitianerne sindssyge, og selvom han sover indendørs, er han også påvirket af den første regn.
"Der var en nat, hvor regnen kom og gik uafbrudt. Jeg kunne ikke sove. Jeg var alt for bekymret for de mennesker, der sover udenfor," siger han til Politiken.
Frygten for efterskælv får også mange mennesker til at insistere på at sove udendørs, heriblandt Morses hustru.
"Hun har sovet udenfor siden jordskælvet. For et par nætter siden flyttede hun indenfor, og så kom der et efterskælv. Hvilket betød, at hun tog sin madras og rykkede udenfor igen," fortæller han.
Ifølge myndighederne har mere end 220.000 mennesker mistet livet som følge af jordskælvet, der målte 7,0 på Richter-skalaen.