Mens skandalen om Se og Hørs mulige overvågning af kendte og kongeliges kreditkortoplysninger ruller, så er en ny tv-serie om ugebladet på vej, skriver Filmmagasinet Ekko.
Det er komikeren Casper Christensen, som angiveligt også har fået lækket oplysninger om sine kreditkort, der står bag projektet sammen med forfatterne Jesper Rofelt og Martin Kongstad.
- For en måneds tid siden fik vi udviklingsstøtte til at gå i gang med en tv-serie om Se og Hør sammen med TV 2, fortæller Casper Christensen til Filmmagasinet Ekko.
I 2009 sikrede Casper Christensen sig filmrettighederne til bogen "I sandhedens tjeneste", som er skrevet af den tidligere Se og Hør-journalist Per Kaae.
Per Kaaes bog gav ved sin udgivelse dønninger i dansk presse, men det blev dog ikke den store medieskandale, som den nye bog, "Livet, det forbandede" af Ken B. Rasmussen, har udviklet sig til.
Projektet, der oprindeligt skulle have været en film, er blevet genoplivet uafhængigt af den nuværende sag.
- Det er lidt sjovt, at det lige falder sammen. Det er jo ikke blevet sværere at skrive serien, når de selv fodrer os med interessant drama, siger Casper Christensen, som blandt andet står sammen bag komedie-serierne Langt fra Las Vegas og Klovn.
/ritzau/