Ruderne i sexbutikken Dark Rose i Vejle kan bare ikke få lov at stå uberørte hen.
Mandag eftermiddag blev butikken - der blev landskendt under den meget omtalte dildoreklame-sag - for femte gang på seks måneder ramt af hærværk.
En mand åbnede facadedøren på klem og smed eller sprøjtede noget ind i butikken, som straks begyndte at lugte meget modbydeligt, forklarer butikkens ejer, Torben Knudsen.
Hærværksmanden er denne gang blevet fanget på video inde i butikken.
"Han har været inde i butikken og kigge lidt, og derefter er han senere kommet tilbage for at begå hærværk. Vi har nu personen på vores overvågningskamera," beretter Torben Knuden i en pressemeddelelse.
"Så vi håber, at politiet kan genkende ham, og vi kan måske endelig få ro på denne meningsløse hetz," slutter han.