Fredag blev en 20-årig mand idømt et års fængsel for at have solgt våben fra røveriet mod Antvorskov Kaserne. Det oplyser sagens anklager, Otto Høj Madsen, ifølge berlingske.dk.
Den unge mand blev dømt for hæleri af otte Neuhausen militærpistoler samt en M95 automatriffel, og inden sin anholdelse nåede han at sælge tre af pistolerne samt automatriflen.
Hæleren blev løsladt efter retsmødet, og han indkaldes først senere til afsoning.
Tidligere er en anden mand ligeledes dømt for hæleri i forbindelse med våbenrøveriet. Han slap med fire måneders fængsel for sin ugerning. Fire personer, som politiet betragter som røveriets hovedgerningsmænd, sidder varetægtsfængslet.
Ifølge Otto høj Madsen mangler politiet at finde omkring halvdelen af våbnene fra røveriet.