Lumre voksne skal ikke længere kunne lokke børn til sex over internettet. Det mener Socialdemokraternes retsordfører, Karen Hækkerup, der vil bede ministeren om at se på reglerne på området.
Det sker, efter at det er lykkedes en journalist fra Ekstra Bladet, at få en aftale om sex i stand med en pige på 15 over hjemmesiden aladdins.dk
- Det kan aldrig blive acceptabelt, at børn sælger sig selv til sex. Jeg har ikke den lette løsning på stående fod til, hvordan det kan lykkedes at undgå det, siger Karen Hækkerup.
- Vi skal have kulegravet hele området, for den her sag er ikke enestående. Internettet giver et nyt perpspektiv på det her problem, hvor både forældre og politi måske ikke ved hvilke farer, der gemmer sig, siger Karen Hækkerup.
Hun tror til gengæld, at man skal være varsom, med at give administratorerne af hjemmesiderne for meget ansvar for de ugerninger, der sker på deres hjemmesider.
- Det er ikke kun det, der skal til. For selvom en administrator har gode intentioner om at have en god side, så er det ikke altid alt man kan fange, siger karen Hækkerup.