De 75 danskere på Sigonella-basen på Sicilien vil snart kunne sætte fødderne på hjemlig jord.
Det lover forsvarsministeren efter Nato i aftes meldte ud, at bombekampagen over Libyen indstilles ved månedens udgang.
"Indtil da holder vi øje med, hvordan situationen udvikler sig i Libyen. Er missionen helt klar til at blive stopper? Hvis - og det er forventningen - at vi den 31. kan stoppe missionen helt, så vil det betyde, at vores fly og folk overgår til dansk kommando. Og vi vil trække dem hjem hurtigt," siger Nick Hækkerup (S) til Newspaq.
Han er stolt af den danske indsats, som startede 19. marts i år.
"Set med danske øjne har det her været en rigtig vigtig mission, fordi det lykkedes os at beskytte civilbefolkningen i Libyen mod et overgreb. Det var virkelig en situation, hvor man kunne se et folkemord komme rullende. Der er sparet utroligt mange civile liv."
De blodige billeder på alverdens tv-kanaler af Muammar Gaddafis endeligt gør sidste kapitel i bogen om libyernes frihedskamp grimt.
"Det synes jeg faktisk ikke, er en smuk afslutning. Jeg havde langt hellere set, at Gaddafi var blevet taget til fanget, stillet for en dommer og dømt for sine forbrydelser. Det handler om, at når man er et retssamfund, som vi er og som Libyen gerne vil være, så er det vigtigt, at få et ordentlig retsligt forløb," lyder det fra ministeren.
Nick Hækkerup understreger, at danske fly alene har udført missioner, som har haft til formål at forhindre civile tab. Jagten på GAddafi var libyernes sag.
"Alle danske bombninger er sket inden for FN- og Folketingsmandatet, som har handlet om, at beskytte civilbefolkningen."