Pas på, hvis du modtager søde hilsener på email i anledning af Valentines-day i morgen.
De søde hilsener kan nemlig ofte være kamuflerede forsøg på at give dig virus eller stjæle dine passwords.
Og du passe på - også hvis mailen ser ud til at komme fra en du kender. Det siger Patric Mylung, der er sikkerhedsekspert hos Kaspersky Lab.
"Man skal tænke over, at de mails man får fra venner og familie og en rar onkel, muligvis ikke er noget, som de selv har sendt. Det kan i virkeligheden være en mailrobot ejet af en hacker," siger han.
Som regel er der nemlig links med i mailen - og lige så snart du klikker på det, så får du installeret virus eller får kapret din computer.
Det er dog en hjælp, hvis man tænker sig om, før man åbner mailsene.
"Det er svært at gennemskue, om den mail du modtager nu også er sendt af din ven. Men hvis du pludselig får en mail på engelsk, fra en der ellers normalt skriver på dansk, så er det, at du skal være på vagt, siger Patric Mylung.
Han opfordrer generelt alle, til at være på vagt på alle links i emails, hvis man ikke er helt sikker på, hvor de fører hen. Og der står meget på spil, siger han.
"Man kan risikere alt fra at få irriterende popup-reklamer til meget alvorlige programmer, der stjæler passwords - eller bruger din computer til at udføre hacking," siger han.