Tunge kasser der skal slæbes og gentagelser af dårlige arbejdsstillinger. Ca. 600.000 danskere løfter, slæber eller trækker så meget, at de ifølge Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) løber stor risiko for at få skader i muskler eller skelet.
Det viser en ny undersøgelse, skriver Politiken.
De udsatte arbejder f.eks. som bygningsarbejdere, tjenere, mekanikere, rengøringsfolk og slagteriarbejdere, og især kvinderne lider under det hårde arbejde.
Det hårde job kapper således mere end otte gode år af kvinders arbejdsliv, fordi kroppen giver kvaler. For mænd går fem et halvt gode år tabt.
Seniorforsker Ole Olsen fra NFA siger, at den nye undersøgelse er speciel, fordi den er så grundig og omfattende.
"Og fordi vi har sammenlignet 21 store forskningsundersøgelser, som peger på, at der en klar sammenhæng mellem fysisk hårdt arbejde og en række sygdomme," siger han til Politiken.
Undersøgelsen kan åbne op for, at det bliver nemmere for nedslidte grupper at få erstatning.