Der mangler respiratorer på de danske sygehuse. Og det koster menneskeliv.
Derfor var sundhedsminister, Bertel Haarder (V), i dag i samråd for at forklare, hvorfor de livsnødvendige respiratorer mangler på landets hospitaler. Ministeren placerer ansvaret ude i regionerne.
"Vi har tiltag i gang ude i regionerne, der skal afhjælpe de kapacitetsproblemer, der er ude på hospitalerne," siger Bertel Haarder.
"Vi sidder ikke og taler om milliarder, men om en håndfuld sygeplejersker, der skal til for at komme problemet med for lange ventelister på respiratorområdet til livs," kom det fra Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Liselott Blixt, der vil have sundhedsministeren til at komme med et bud på, hvordan han vil bringe ventelisterne ned.
Ministeren var imidlertid ikke indstillet på at slynge løsningsmodeller på samrådsbordet, til gengæld proklamerede Haarder, at ventelisterne kun bliver bragt ned, hvis regionerne ønsker det.
"Jeg ønsker så korte ventelister som overhovedet muligt, men det er en lægelig opgave at prioritere arbejdskraften. Det er regionernes opgave at løse det her problem, det er udgangspunktet for denne her sag. Regionerne har fået flere penge, så vi må ikke befri regionerne fra det ansvar, de har påtaget sig," sagde Bertel Haarder.