En lægeklinik for papirløse flygtninge er en direkte invitation for flygtninge til at rejse til Danmark.
Det mener i hvert fald Dansk Folkeparti, der vil have indenrigs- og sundhedsminister, Bertel Haarder (V), til at stoppe den klinik, der er planlagt til at åbne 1. august.
"Bertel Haarder skal tage fat i Lægeforeningen, Dansk Røde Kors og Dansk Flygtningehjælp og få dem til at rette ind, så de kun hjælper akut syge, og ikke laver en decideret sundhedsklinik. Det sender et forkert signal," siger hun.
Men det vil Bertel Haarder ikke.
"Jeg kan ikke gå ind i lægefaglige vurderinger, men blot sige, at i denne sag er lægeløftet centralt for mig. Af det fremgår lægernes pligter, og det er klart, at jeg forventer, at alle læger lever op til de pligter," siger han til Newspaq.
Dansk Folkeparti vil kræve en redegørelse fra ministeren, for de mener, at en sådan sundhedsklinik kan få store konsekvenser for hele samfundet.
"Så bliver vi et land, der bare tager imod, og så har vi en hel masse, der lever illegalt. Det skaber grobund for, at der kommer flere, og vi får en hel masse kriminelle," siger Liselott Blixt.
Men det mener altså ikke indenrigs- og sundhedsministeren, der sætter lægeløftet højere. Det går i korte træk ud på, at uddannede læger har pligt til at hjælpe de af deres medmennesker, der måtte have brug for det.