Alene det at tøjle X Factor-dommerne kan være sin sag, men i denne weekend kommer værtinde Lise Rønne på ekstra hårdt arbejde.
Hun skal nemlig ikke bare styre slagets gang fredag aften på DR, hvor det tredje X Factor-liveshow løber over skærmen. Lørdag skal hun såmænd på igen, når den står på melodi grand prix fra Ballerup Super Arena.
"Jeg har selv ønsket at få lov at lave melodi grand prix. Jeg fløj direkte på opgaven, da jeg fik den tilbudt," slår Lise Rønne alligevel fast overfor Ekstra Bladet.
Hun fortæller, at med hjælp fra hjemmefronten og lørdagens medvært Felix Smith, skal det hele nok gå.
"Jeg ville være et overmenneske, hvis jeg ikke sagde, at det er en stor mundfuld. Og det er jeg ikke. Nogle andre har været nødt til at løfte nogle opgaver for mig," siger hun og håber, at hun kan holde de to jobs adskilt.
"Det er spændende, om jeg kommer til at sige velkommen til X Factor på lørdag," lyder det.
Kilde: EB