Når afviste asylansøgere bliver sendt retur til Grækenland fra Danmark, så møder der dem en kummerlig behandling i det økonomisk trængte ørige.
Det påpeger menneskerettighedsorganisationen Amnesty International i en ny rapport, som SF bakker op om.
De to parter vil have integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) til at stoppe trafikken af asylansøgere til landet.
"Det er Danmark, der vælger at sende asylansøgere tilbage til Grækenland. Derfor er det også Danmarks ansvar, hver gang en tilbagesendt asylansøger sendes ud af Grækenland uden at have fået sin sag behandlet," siger SF's integrationsordfører, Astrid Krag.
Hun er rystet over, at integrationsminister Birthe Rønn afviser at handle i sagen. SF'erens vrede kommer efter, at Birthe Rønn Hornbech har afvist kritikken.
"Amnesty kritiserer også så tit Danmark, så det får mig ikke til at besvime," siger Birthe Rønn Hornbech afværgende til flere medier.
Ministeren mener, at det ikke vil give nogen mening, hvis Danmark som det eneste land stopper samarbejdet med Grækenland.
Amnesty opfordrer til at stoppe udvisninger til Grækenland.
Rapport påviser, at kun ni ud af de 51 interviewede asylansøgere fik tilbudt bolig.
I de første 10 måneder af 2009 blev der sendt i alt 995 asylansøgere retur til Grækenland fra Danmark, Østrig, Belgien, Finland, Holland, Norge og Schweiz.