Der er dårlige nyheder på vej til de danskere, der er trætte af sne og kulde. For selv om det lige nu er tøvejr, har vinteren ikke sagt sit sidste farvel for i år.
For på fredag trækker et lavtryk ned over landet med omkring ti millimeter nedbør, og det bliver primært i form af sne og slud. Det svarer til ti centimeter sne.
København ser ifølge DMI's hjemmeside ud til at få den største dyne sne, nemlig 14 millimeters nedbør, mens bornholmerne slipper med omkring fem millimeter.
"Det er svært at sige, hvor meget der kommer, men som det ser ud nu, trækker det lige ned over Danmark," siger vagthavende meteorolog Bill Vejdegren fra DMI til Berlingske Tidende.
Også frosten vil endnu en gang forsøge at bide sig fast i Danmark. Hele ugen vil vi få kolde nætter med ned til ti frostgrader enkelte steder i landet. Nætter, der vil føles meget koldere, fordi vinden bliver frisk til kuling.
Samtidig byder weekenden på dagtemperaturer lige omkring frysepunktet.