Krisen er blevet dyr for landets håndværkere. Bare det seneste år har murere, tømrere og betonarbejdere tabt 4.849 kroner i løn. Det skriver Fagbladet 3F.
Løntabet skyldes, at priserne er steget med 2,2 procent det seneste år, mens lønnen i byggeriet halser efter med en stigning på 0,9 procent. De nye tal fra Dansk Arbejdsgiverforening viser også, at byggeriet er den branche, der har størst fald i reallønen.
Hos Øens Murerfirma på Amager blev de godt 80 murersvende sat ned til 170 kroner i timen, da krisen ramte. Og den timeløn har de ligget fast på siden, fortæller tillidsrepræsentant David Jennow.
- Vi synes ikke, at brødet hos bageren eller huslejen er blevet billigere. Men vi skal jo forsørge vores familier, siger David Jennow. Han fortæller, at flere kollegaer frygter en fyreseddel, hvis de kræver mere i løn.
I tillæg til presset fra arbejdsløsheden kommer presset fra østarbejdere, mener sekretariatschef for byggefagforeningerne i BAT-Kartellet, Gunde Odgaard.
- Mellem 8 og 12 procent af de beskæftigede i byggeriet er fra udlandet, og de har helt andre krav til lønnen. Det er med til at presse lønningerne, siger Gunde Odgaard.
Lønnedgang:
Fra 2. kvartal 2011 til 2. kvartal 2012
Inflation: 2,2 procent
Løn i byggeriet: 0,9 procent
Løn for alle lønmodtagere under LO/DA: 1,7 procent
Tab af realløn: 4.849 kroner om året
Det udgøres af 1,3 procent i reallønstab af en årsløn for en gennemsnitlig bygningsarbejder: 373.714 inkl. pension, 160,4 timer om måneden hele året.
Kilde: DA's lønstatistik og 3F