Nøglen til en topplacering i EM-slutrunden, ligger i en sejr over Serbien, siger håndboldherrerne.
"Det her er nøglekampen," siger venstrefløjen Lars Christiansen til sporten.tv2.dk, og han bakkes op af sin fløj-kollega Anders Eggert.
"Hvis vi vinder, vil det give os en stor ro. Så er vi godt på vej. Jeg har hele tiden haft den holdning, at vi er favoritter til at tage den ene plads i semifinalen, og så er Serbien og Sverige favoritter til at tage den anden plads. Og ved at slå Serbien er vi nået et langt stykke," siger Anders Eggert.
Håndbolddrengene står over for en udfordring, når de i aften møder Serbien. Værtsnationen har forberedt sig på mødet med danskerne. Og serbernes åbningskamp mod Polen vidnede om et stærkt hold, siger landstræner Ulrik Wilbek.
"Det bliver måske den sværeste kamp af dem alle sammen. Mod Polen viste de skræmmende forsvarsspil, samt klogt og fornuftigt angrebsspil - stærkt båret af Ilic og Vujin på hver sin back. Det er verdensklassespillere - simpelthen," siger Ulrik Wilbek til sporten.tv2.dk.