Det er ikke med HA-rockeren Brian Sandbergs gode vilje, at der er kommet et 'til salg-skilt' i vinduet på hans millionlejlighed i Tuborg Havn.
Men af hensyn til naboerne skifter han adresse. Han er nemlig en levende skydeskive.
"Jeg sælger ikke med min gode vilje. Jeg gør det, fordi der har været så meget i aviserne på grund af naboerne, som jeg kan forstå har været urolige over at bo så tæt på mig," siger Brian Sandberg til Ekstra Bladet.
Den ledende HA-rocker, som var bodyguard for Stein Bagger, er da også forsøgt likvideret to gange inden for de seneste måneder.
Det eksklusive område i Tuborg Havn fik særlig opmærksomhed i forbindelse med afsløringen af Stein Bagger og IT Factory i Danmarkshistoriens største erhvervsskandale.
Salgsprisen på Stein Baggers lejlighed, som også lå i Tuborg Havn, er stadig ukendt, men lejligheden blev sidst i september udbudt til 15 millioner kroner.