H1N1, eller svineinfluenzaen som den også kaldes, raser over hele verden. Ikke mindst i medierne, der giver god omtale til sygdommen, der første gang blev opdaget i Mexico i april måned.
Den megen omtale er også noget, de bemærker hos landets rejseforsikringer, der i stigende grad får bekymrede kunder i røret.
"I den her uge er der begyndt at komme mange henvendelser fra kunder, som skal ud at rejse på destinationer, der er meget ramt af svineinfluenzaen," fortæller Rebekka Simonsen fra TrygVesta til Nyhedsbureauet Newspaq.
Det er typisk Cypern og England, der vækker bekymring hos TrygVestas kunder, som gerne vil afbestille deres rejse af frygt for, at de også bliver syge. Det er dog kun personer i risikogruppen, som kan få pengene tilbage for rejsen, oplyser Rebekka Simonsen. Det vil sige personer, der har hjerte- eller lungelidelser, børn under fem år eller gravide.
Også Jørgen Pedersen, direktør i Gouda Rejseforsikring, kender til bekymring for H1N1, som han dog kalder for "voldsomt eksponeret i forhold til, hvad det er."
Begge selskaber har haft omkring 20 sager med mistanke om svineinfluenza, men de understreger, at det udelukkende bygger på en mistanke.
Jørgen Pedersen har ikke haft kunder, som har været sat i forbindelse med H1N1 i Europa, men der er ingen destinationer, som er særligt farlige at rejse til, lyder det samstemmende fra de to rejseforsikringer. Mediernes fokus nærer dog frygten hos kunderne.
"Lige pludselig bliver man bange for at rejse til Mallorca for eksempel, fordi man hører i medierne, at der er nogen, som har fået svineinfluenza på Mallorca. Der er ikke højere risiko at opholde sig på Mallorca end i Danmark," understreger Rebekka Simonsen.
"De er simpelthen blevet bange for at rejse af sted. Og de er bange for at opholde sig i store menneskemængder," siger hun og kommer med gode råd til danskere, der alligevel ikke har fået tæmmet rejselysten af H1N1-epidemien.
Det handler om at holde en god hygiejne, vaske hænder hyppigt og måske undgå at hoppe i hotellets pool, da den kan være fyldt med bakterier, lyder rådene fra Rebekka Simonsen.