Det er ikke kun folkeskolelærerne, der skal bruge med tid i klasserne. Det sammen skal gymnasielærerne og undervisere på erhvervsskolerne.
De to grupper mødes med benhårde krav fra finansministeren ved de kommende overenskomstforhandlinger, skriver Berlingske.
Ifølge avisen lægger regeringen op til et markant opgør med de gældende arbejdstidsregler. Det skal fremover være op til ledelsen på den enkelte skole at afgøre, hvor meget tid lærerne bruger på henholdsvis undervisning og forberedelse og ikke overenskomsten.
Finansminister Bjarne Corydon (S) ønsker ikke at kommentere oplysningerne. Men han afviser dem heller ikke:
- Jeg har ingen kommentar til spørgsmålet, før vi mandag udveksler overenskomstkrav med vores forhandlingspart, siger han til Berlingske.
Ifølge en rapport fra Rigsrevisionen bruger gymnasielærerne omkring ni timer om ugen på at undervise, hvilket er det laveste i OECD.
Rektorerne på landets gymnasier er enige i, at gymnasielærerne skal arbejde mere fleksibelt.
- I det øjeblik en lærer går ind i en klasse i 45 minutter, så koster det faktisk to timers løn. Vi siger ikke, at gymnasielærerne skal arbejde mere, men de skal løse opgaven bedre, siger Jens Boe Nielsen, formand for Gymnasieskolernes Rektorforening til Berlingske.
Han mener, at gymnasielærerne skal droppe den nuværende kultur med at "tælle timer".
- Det er en dræbende måde at tænke på, og det fremmer sådan en lønarbejderkultur i stedet for at fremme et akademisk engagement, siger Jens Boe Nielsen.