De burde sidde bænket for at lære alt fra tysk til kemi - men langt fra alle gymnasieelever er til de fleste af timerne.
Faktisk viser det sig, at over halvdelen af landets gymnasier har årgange, hvor fraværet er over 10 procent, hvilket svarer til cirka hver 8. time.
Det viser en landsdækkende fraværsstatistik, skriver Politiken.
"Det er voldsomt, det lyder helt vildt," siger SF's uddannelsesordfører, Nanna Westerby, til avisen.
Nu overvejer de Konservative, om man skal have genindført den fraværsgrænse på 10 procent, som blev fjernet for seks år siden.
"Uden at lægge mig fast på en model kunne en mulighed også være større gennemsigtighed og synlighed i form af at forpligte gymnasierne til at offentliggøre mål og resultater, herunder fraværstal, på deres hjemmeside," siger Charlotte Dyremose (K) til Politiken.
Fraværet dækker over alt fra pjæk, over elevrådsarbejde til dødsfald i familien.
Kilde: pol.dk