Sex & Samfund introducerer nu en gratis klamydiatest, der kan bestilles over nettet. I første omgang bliver testen lanceret ved massearrangementer på tre gymnasier i Københavns-området - Øregaard Gymnasium, Skt. Annæ Gymnasium og Københavns Frie Gymnasium.
Baggrunden for projektet er, at antallet af unge, der smittes med klamydia er steget kraftigt - ikke mindst i Hovedstadsregionen. I Købehavns og Frederiksberg Kommuner er antallet af smittede således steget med 28 procent de seneste fire år.
- Problemet med klamydia er blandt andet, at mange ikke ved, at de er smittet, fordi de ikke får nogen symptomer. Desuden føler de unge sig tit usårlige i forhold til at få sexsygdomme, siger projektmedarbejder Louise Kringelbach fra Sex & Samfund.
Når man har valgt at lancere ordningen på gymnasierne, skyldes det, at en stor del af de unge på dette tidspunkt er blevet seksuelt aktive, men at seksualundervisning ikke er en del af pensum på ungdomsuddannelser.
På de tre gymnasier får eleverne blandt andet generel information om klamydia, lige om de får udleveret kort med koder, der giver adgang til at bestille en gratis test fra nettet. Når de har taget testen, sender de den i den medfølgende konvolut til Hvidovre Hospital. Efter cirka 10 dage får de så en mail eller SMS om, at svaret er klart, hvorefter de kan gå på nettet med deres kode og se, om de er smittet eller ej.
- Ved at gøre det let og gratis at blive testet, håber vi på at få flere unge til at tage en test. På samme måde håber vi, at pilotprojektet bliver så stor en succes, at det bliver bredt ud til samtlige ungdomsuddannelser i hele landet, siger Louise Kringelbach.