Efterfølgeren i Twilight-sagaen New Moon er snart aktuel i biografter verden rundt. Den ene hovedrolleindehaver Robert Pattinson har allerede et forslag til, hvem der skal instruere den fjerde og dermed sidste film i serien.
Hvis det står til ham, er der den Oscar-nominerede instruktør Gus Van Sant, der skal afslutte vampyrserien i den fjerde film 'Breaking Dawn'.
"Jeg tror, Gus Van Sant ville være fantastisk til det. Det hele handler om teenage kærlighed og besættelse, og til det tror jeg Gus Van Sant ville være glimrende," siger Pattinson til MTV.
Van Sant står bag en lang række større film, heriblandt Good Will Hunting, Elephant og Milk. At fordybe sig i en film med teenagevampyrer ligger måske langt fra hans tidligere filmgenre, men er bestemt ikke en umulighed.
Den endelige instruktør til Breaking Dawn er endnu ikke fundet, da der stadig ikke er skrevet under på nogen kontrakt.