Lørdag aften står den på hjemlig hygge i mange danske hjem, og det betyder som regel, at skålen på bordet er fyldt med slik. Men det ser ud til, at danskerne har fået andre vaner.
I hvert fald ser det ud til, at salget af de små snack gulerødder slår alle rekorder i år. De små rødder er faktisk så populære, at de slår salget af traditionelt slik som Matador Mix.
"Vi har aldrig før oplevet, at en vare er blevet så stor en succes så hurtigt," siger Henrik Nielsen, kategorichef i Coop.
"Forklaringen er, at de små sprøde gulerødder smager godt, de er nemme og så passer de perfekt ind i tidsånden med den voksende bevidsthed hos forældre omkring deres børns sundhed", mener kategorichefen, der i sine butikker selv sælger miniudgaven af kaninens yndlingsspise.
Gammel Estrup Gartneri, der producerer de små sunde snacks, forventer i år at producere over fem millioner poser af de små gulerødder.