Hans-Christian Bødker Jensen er tidligere blevet kaldt en "guldfugl", når det kommer til penge, og til at se den rigtige vej i jagten på gode fortjenester.
Nu kan den anonyme erhvervsmand Hans-Christian Bødker Jensen så se frem til, at tage guldpokalen på det danske ejerlejlighedsmarked.
Ifølge boligsitet Boliga er der nemlig optræk til, at en 319 kvadratmeter stor ejerlejlighed på den eksklusive Sankt Annæ Plads i København sætter prisrekord.
Ifølge Tinglysningen står Hans-Christian Bødker Jensen endnu som ejer af lejligheden, men lejligheden er netop blevet solgt efter bare otte dage på markedet. Og hvis den er solgt til prisen, knap 33 millioner kroner, så er der tale om rekord.
Skal lejligheden ende med at blive ikke bare dette års, men også Danmarks samlet set dyreste lejlighedshandel nogensinde, skal parterne ifølge Boligas salgsprishistorik være nået til enighed om en pris på over 29 millioner kroner.
Lejligheden har ti værelser og ligger i denne ejendom på Sankt Annæ Plads i København. (Foto: Google Street View)
Sidst lejligheden blev solgt gik den for godt 12 millioner kroner. Det kan betyde, at Hans-Christian Bødker Jensen kan tjene op mod 20 millioner kroner på salget. Derfra skal så trækkes de investeringer, som er foretaget i lejligheden undervejs.
Sidste år blev en 264 kvadratmeter stor lejlighed i prestigebyggeriet The Silo i Københavns Nordhavn solgt for 29 millioner kroner, hvilket var nok til at slå den hidtidige prisrekord fra 2018 på 28,5 millioner kroner.
Det er endnu uvidst, hvem der har købt den eksklusive ejerlejlighed.