Manchester Citys holdbus blev angrebet forud for onsdagens Champions League-kvartfinale mod Liverpool.
Et scenarie, der ifølge manager Pep Guardiola ikke var helt uforudsigeligt, og derfor undrer han sig over manglende sikkerhed.
- I (medierne, red.) forklarede, at det ville komme til at ske, og det skete, siger Guardiola ifølge nyhedsbureauet AFP.
- Under normale omstændigheder forsøger politiet at forhindre sådan noget i at ske, når de ved, at det kan ske, siger spanieren.
Britisk politi meddelte torsdag, at man har indledt en efterforskning i sagen.
- Det er en komplet uacceptabel opførsel, at folk smider flasker, dåser og røgbomber. Vi vil nu foretage undersøgelser for at identificere de skyldige, siger Paul White, der har titel af øverstkommanderende hos politiet i området, ifølge AFP.
Politiet oplyser, at to betjente kom til skade ved episoden, da de blev ramt af kastemateriale.
En gruppe af Liverpools tilhængere stod klar på gaderne omkring hjemmebanen, Anfield, og angreb bussen før kampen.
Angiveligt var bussen så medtaget, at den ikke kunne bruges til hjemtransporten efter Citys nederlag på 0-3.
Liverpool var hurtigt ude med en officiel meddelelse. Klubben tog afstand fra hændelserne og undskyldte over for Manchester City.
Efter kampen beklagede Liverpool-manager Jürgen Klopp også gruppen af tilhængeres opførsel.
- Jeg forstår det virkelig ikke. Vi prøvede at undgå sådan en situation. På Liverpools vegne må jeg undskylde, siger han.
Sidste år blev Borussia Dortmunds holdbus angrebet med en bombe på vej til klubbens Champions League-møde med Monaco.
Derfor forstår Guardiola ikke, hvordan voldsomme scener som onsdagens kan forekomme.
- For et år siden skete der noget i Dortmund. Vi kommer her for at spille fodbold. Det er sport, og jeg forstår ikke sådan noget, siger Guardiola.
/ritzau/