Manchester Citys manager, Pep Guardiola, mener, at Manchester City leverede sin bedste kamp med ham ved roret, da holdet lørdag maltrakterede Stoke med 7-2 i Premier League.
- Man kan altid blive bedre, men jeg kan ikke benægte, at kampen i dag var den bedste kamp, vi har spillet, siden jeg ankom. Vi spillede rigtig godt i 45 minutter og måske mere end det, siger Guardiola ifølge AFP.
Manchester City har de seneste runder i Premier League vundet henholdsvis 5-0, 6-0, 5-0, 1-0 og altså 7-2.
Guardiola kan nu se sit hold indtage førstepladsen i Premier League med to point ned til lokalrivalerne fra Manchester United.
Det var første gang, at Manchester City scorede syv mål i en ligakamp, siden holdet slog Norwich 7-0 i 2013. Manchester City har nu scoret 29 mål i sæsonens otte første kampe.
- Vores kantspillere og angribere gjorde forskellen. Jeg er meget glad, for at vi vandt. Men jeg er især glad for den måde, vi vandt kampen på, siger Guardiola.
Den spanske manager mener, at det kan være svært at holde dampen oppe, når spillerne har været samlet på landsholdene, som det var tilfældet sidste uge.
- Det kan være en smule kompliceret efter landsholdspausen, men vi gjorde det rigtig godt. Vi spillede hurtigt, fordi vi spillede simpelt. Hvis man ser bort fra to episoder, som vi kan lære af, leverede alle en god indsats, siger han.
Gabriel Jesus scorede to gange, mens Raheem Sterling, David Silva, Fernandinho, Leroy Sane og Bernardo Silva også kom på tavlen.
/ritzau/