Nordjyllands Politi har anholdt en 46-årig mand i en grov incestsag. Manden kommer fra Brønderslev Kommune og er sigtet for seksuelle overgreb og incest.
Torsdag formiddag bliver den 46-årige fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Hjørring med krav om varetægtsfængsling.
- Der er tale om en grov voldtægtssag inden for familien, fortæller politikommissær Jens Søgaard fra lokalpolitiet i Frederikshavn.
På grund af sagens karakter vil anklagemyndigheden bede retten om at afholde retsmødet for lukkede døre. Derfor ønsker Jens Søgaard heller ikke at gå i detaljer med sagen.
- Det er en sag, hvor gerningsperioden ligger to til fire år tilbage i tiden. Den forurettede pige var på det tidspunkt 11-12 år gammel, fortæller han.
Dagens retsmøde i Hjørring begynder klokken 10.30, oplyser Retten i Hjørring.
/ritzau/