Grønland kan miste en gevinst på milliarder af kroner fra udvinding af råstoffer, fordi flere multinationale mineselskaber, som leder efter råstoffer eller snart åbner miner, har skuffeselskaber i skattely.
Det skriver Politiken.
Avisen har undersøgt mineselskabernes selskabsstrukturer. Kortlægningen viser blandt andet, at mineselskabet London Mining, som snart åbner en stor jernmine ved Nuuk, for nylig har ændret ejerforhold.
Nu ejes London Minings grønlandske datterselskab gennem to skuffeselskaber i skattelyet Jersey i Den Engelske Kanal.
Et andet selskab, der benytter skattely, er Greenland Minerals & Energy, som har fundet store forekomster af sjældne jordarter og uran i Vestgrønland.
- Det er første gang, jeg hører de oplysninger. Men vi er jo ikke naive. Vi vidste, at der var en mulighed for denne slags konstruktioner, siger formanden for Landstingets erhvervsudvalg, Naja Nathanielsen fra regeringspartiet IA, til avisen.
Den grønlandske oppositionsleder, Siumuts formand Aleqa Hammond, kræver en politisk reaktion.
- Det er dybt bekymrende, at London Mining opererer fra et skattely. Danmark og mange andre lande har jo problemer med at få multinationale selskaber til at betale skat, når de bruger skattely, siger hun til Politiken
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.