Måske slipper mænd for at tage en viagra-pille, inden de forfører deres kvinde. I hvert fald hvis de har fået gris til middag.
Ifølge den argentinske præsident er kødet fra grisen nemlig lige så godt for sexlysten. Hun havde selv en god weekend med sin mand, efter hun havde spist lidt gris fra grillen, fortæller hun.
"Jeg har lige fået nye oplysninger. Grisekød forbedrer ens sexliv. Jeg synes, det er meget bedre at spise lidt gris end at tage viagra," sagde præsident Cristina Fernandez til en flok ledere fra griseindustrien.
Argentinas befolkning er verdens største forbrugere at oksekød, men regeringen har forsøgt at promovere grisekødet. Så måske er præsidentens udtalelse endnu et forsøg på det.
"Det koster jo ikke noget at prøve det, så lad os alle gøre et forsøg," lyder det ifølge Reuters fra den tilfredse Fernandez.