Normalt er det slagteren, der dræber grisen, men den omvendte situation udspillede sig forleden på Sheung Shui-slagteriet på grænsen mellem Kina og Hongkong. Det skriver Daily Mirror.
Slagteren havde ellers helt som normalt skudt grisen med en strømpistol, men den kom hurtigt tilbage til bevidsthed. Den fik væltet slagteren omkuld, hvor ved han pådrog sig et fatalt sår.
Det præcise hændelsesforløb er endnu ukendt, men efter kort tid blev den 61-årige fundet bevidstløs på gulvet. Han holdt en næsten 40 centimeter lang kødøkse i den ene hånd og blødte fra et sår på venstre fod. Manden blev kort efter erklæret død på hospitalet.
– Vi vil afslutte undersøgelsen så hurtigt som muligt for at identificere årsagen til ulykken, fastslå ansvar og anbefale forbedringstiltag. Vi vil handle i henhold til loven, hvis der sker en overtrædelse af arbejdssikkerhedslovgivningen, lyder det fra de lokale myndigheder i en udtalelse.
Det vides ikke, om grisen undgik sin skæbne.