Biludlejningsfirmaet Sixt misbrugte prins Nikolais tillid, da det offentliggjorde et billede af prinsen taget udenfor en af udlejningsfirmaets forretninger.
Det oplyser grevinde Alexandra via sin privatsekretær, Helle von Wildenrath Løvgreen, til BT:
- De (Sixt, red.) spurgte, om de måtte tage et billede med prinsen, og forklarede, at de ville lægge det op på firmaets intranet, så medarbejderne kunne se det. Det sagde han ja til, og den tillid har de så misbrugt efterfølgende.
Helle von Wildenrath Løvgreen lægger samtidig vægt på, at der på ingen måder var tale om et samarbejde mellem prinsen og Sixt, skriver avisen.
Hun uddyber overfor Ekstra Bladet, hvordan prins Nikolai endte på billedet:
- Sådan nogle situationer er prins Nikolai og resten af kongehuset vant til, og de stiller gerne op til fotografering. Men i det her tilfælde har firmaet så misbrugt og udnyttet prins Nikolais tillid. Prins Nikolai har kun sagt ja til at lade sig fotografere og ikke andet.
Prins Nikolai blev således et uskyldigt offer i en kortvarig mediestorm, som blev udløst, da det kom frem, at Sixt fredag eftermiddag i en pressemeddelelse publicerede billedet med teksten: "Prins Nikolai har valgt bil på abonnement fra Sixt All-inclusive".
Pressemeddelelsen er efterfølgende blevet fjernet, mens kongehusets kommunikationsafdeling på prins Nikolais vegne beklagede hans medvirken. Kongelige markedsfører ikke virksomheder eller produkter, konstaterede kongehusets kommunikationsafdeling.
Både B.T. og Ekstra Bladet har forgæves forsøgt at få en yderligere udtalelse fra kongehuset, ligesom Sixt heller ikke vil udtale sig.