Tidligere i dag offentliggjorde britiske Cairn Energy, at de har fundet gas i Grønland, hvilket kan være en forløber for decideret oliefund. Men mens olieindustrien og det grønlandske selvstyre måske kan se frem til masser af oliemilliarder, forsøger Greenpeace ihærdigt at få olieboringerne stoppet.
Det fortæller klimamedarbejder, Jon Burgwald, der er ombord på aktionsskibet Esperanza til Newspaq.
"Cairn Energy har hverken den store erfaring med at bore dybt eller i så kolde egne, så det er fuldstændig vildt, at de bare får lov til det," siger han og bekræfter samtidig, at Grønlands Kommando også er til stede.
"Det danske skib Vædderen, en helikopter og nogle gummibåde ligger og holder øje med os, mens vi ligger og holder øje med de to olieboringer."
Dermed er der lagt op til en konfrontation, hvis Greenpeace går videre i deres aktion. Men ifølge Jon Burgwald har der ikke været nogen uoverensstemmelser endnu.
"De har indtil videre bare oplyst os om reglerne, som siger, at vi ikke må komme inden for en 500-meters afgrænsning fra boringerne."
Og det har i tænkt jer at overholde?
"Vi har da i hvert fald lyttet til det og overholdt det indtil nu, hvor vi har ligget der i to dage," siger Jon Burgwald.
Grønlands kommando har endnu ikke villet bekræfte, at de overvåger Greenpeace. Men som det ses på billedet, ligger de to skibe side om side.