Gravide skal have skræddersyede fødselsforløb

Frem mod 2026 vil Danmark opleve en stigning i fødselstallet på omkring 20 procent, skriver Politiken.
Der skal være større mulighed for at få et skræddersyet fødselsprogram i sundhedsvæsenet, når man er gravid, foreslår sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V).
Der skal være større mulighed for at få et skræddersyet fødselsprogram i sundhedsvæsenet, når man er gravid, foreslår sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V). Foto: Mads Claus Rasmussen/arkiv/Scanpix

Der skal være større mulighed for at få et skræddersyet fødselsprogram i sundhedsvæsenet, når man er gravid.

Sådan lyder det fra sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V), der til Politiken siger, at gravide fremover skal have større indflydelse på, hvor ofte de ønsker at mødes med en jordemoder, om de vil føde hjemme, på hospitalet eller på en klinik.

- Nogle gravide føler i dag, at de næsten bliver omklamret af sundhedsvæsnet, når de bliver gravide, fordi de bliver indkaldt til alt muligt. Andre ender ud med langvarige fødselsdepressioner efter et dårligt fødselsforløb, siger ministeren til Politiken.

Forslaget er en del af det udspil, som Ellen Trane Nørby (V) fredag præsenterer.

Konkret skal de gravide inddrages i planen, så alle får tilbudt de konsultationer, som hver enkelt har brug for.

Politiken skriver, at Danmark frem mod 2026 vil opleve en stigning i fødselstallet på omkring 20 procent.

- Vi kommer fra en situation, hvor vi har reduceret antallet af fødesteder på grund af faldende fødselstal. Nu har vi den modsatte situation, og der er behov for at udvide kapaciteten, siger Ellen Trane Nørby til avisen.

Såvel Jordemoderforeningen som Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi bakker op om udspillet, som de betegner som godt og nødvendigt, skriver Politiken.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.