Mascha Vangs graviditet er ikke forløbet helt, som hun havde forestillet sig det. Ikke, at der har været komplikationer - både mor og foster har det godt. Det har bare ikke været helt så idyllisk og rosenrødt, som Mascha gerne ville havde haft det. Nu er reality-stjernen skuffet - ikke mindst over sin kæreste, racerkører Nicolas Kiesas.
- Næh, faderens rolle er nok ikke så stor her i graviditeten, som jeg havde regnet med. Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg er en anelse skuffet. Ikke bare over min kæreste, men sådan generelt, skriver hun på bloggen Petit Podium.
Mascha havde forestillet sig, at hun under sin graviditet ville "rende rundt i en evig lykkelig bobbel", men, konstaterer hun: "Has'nt happened yet!" I stedet for står den på strækmærker, kvalme og hævede ben. Og en kæreste, der slet ikke er taknemmelig nok, hvis man spørger tv-baben:
- Jeg mærker graviditeten 24 timer i døgnet, og vågner alt for tidligt med ondt i ryggen. Er det så for meget forlangt at få en lille takkedans hver morgen, og en nutellamad på sengen inden kl. 7. Det synes jeg faktisk ikke!
Hun når også lige at sende en trussel af sted i retning af sin racerkører-kæreste: Skulle han finde på at være hende utro, kan han lige så godt se sig om efter en ny familie - og en ny bil.
- Det er simpelthen den ypperste svinestreg. Hvilken kvinde vil dog i det hele taget ha' sådan en "mand"? Jeg blir helt arrig bare ved tanken. Det er en fælles beslutning at få et barn, men kun én der skal slæbe læsset. Er en smule respekt så for meget forlangt? Der er hvert fald herhjemme blevet gjort opmærksom på, hvordan en bil kan se ud, efter sådan en afsløring. Just saying...
Mascha Vang skal føde en lille pige om en måned, og ifølge hende selv kan det kun gå for langsomt.
Kilde: BT.dk