Hvert år dør cirka 300 danskere, svarende til et stort charterfly fyldt med passager, som følge af usikker sex. Hver fjerde ung under 25 år har haft en sexsygdom, og antallet af aborter blandt unge kvinder er steget de senere år. Disse tal er alarmerende og er forbundet med store følelsesmæssige omkostninger.
Marie på 17 år skal have foretaget en abort. Dette er i sig selv et svært valg. Et valg, som hun skal leve med resten af livet. Og det stopper ikke her. Hun risikerer også som 17-årig at have fået en uhelbredelig sexsygdom eller miste evnen til at få børn.
Fra Norge ved vi, at gratis prævention til unge nedsætter antallet af aborter hos teenagere. Mens antallet af aborter hos teenagere de sidste par år har været stigende herhjemme, så er dette tal styrtdykket i Norge, efter at man valgte at indføre gratis prævention til unge kvinder. Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at det både skal være dyrt og besværligt at dyrke sikker sex. Det handler om de unges fremtid. Derfor skal alle unge under 26 år have adgang til gratis prævention og fortrydelsespiller. Det er udtryk for politisk ansvarlighed og ikke formynderi.