Tag din bærbar under armen, gå ud under åben himmel for og hop gratis på internettet. Den mulighed opstår for halvdelen af alle danskere i løbet af det næste år.
Virksomheden Gratis Danmark forhandler lige nu med 40 af landets kommuner om at opstille gratis trådløs internet i de mest befærdede områder.
Samtidig har Gratis Danmark etableret et samarbejde med Movia om at tilbyde fri netadgang for trafikselskabets bus- og togpassagerer inden for en overskuelig fremtid.
»I stedet for at sidde derhjemme vil folk gerne tage deres arbejde eller uddannelse med ud i det offentlige rum. Samtidig får udbyderen mulighed for at give information målrettet der, hvor brugerne befinder sig,« siger Camilla Banja, direktør i Gratis Danmark.
Annoncører betaler
Torsdag sprang Høje-Taastrup som den første af 98 kommuner på den trådløse trend. Movia lancerede samtidig gratis netværk på Lollandsbanens tog mellem Nakskov og Nykøbing Falster.
Mens udbyderen betaler for at opsætte forbindelsen, bliver driften betalt af forskellige annoncører. Således er de øverste 1,5 centimeter af skærmen sat af til reklamer for eksempelvis den café, som befinder sig tættest på den muligvis kaffetørstige netsurfer.
Gratis net til alle
Tjenesten er helt gratis, men brugeren skal give personlige oplysninger for at få adgang til netværket. På den måde kan udbydere og annoncører målrette deres kommunikation, mens Gratis Danmark kan føre kontrol med, om brugeren downloader ulovligheder.
På den lange baner ønsker Movia at tilbyde gratis internet til sine 616.000 tog- og buspassagerer.
»Det skal være en ydelse, som bliver stillet til rådighed sammen med transporten. Vi dækker et stort pendlingsområde, og vi ser store muligheder i at forvandle rejsetid til arbejdstid,« siger banechef Tommy Frost.