En eksplosion rystede her til formiddag den regeringsvenlige tv-station NBT i Thailands hovedstad, Bangkok.
Tilsyneladende kom ingen til skade, da granaten eksploderede ud for stationens hovedbygning, der i øvrigt ligger tæt på hovedstadens største militærbase. Det skriver Bangkok Post.
Eksplosionen er den fjerde i en række af uopklarede angreb i løbet af de sidste fem ugers undtagelsestilstand i Bangkok.
Ingen har taget ansvaret for angrebet. Men rødskjorterne - der i foråret kæmpede indædt for at få premierminister, Abhisit Vejjajiva, til at opløse parlamentet og udskrive nyvalg - har længe kritiseret NBT for at skrue regeringsvenligt fjernsyn sammen. Derfor mistænkes nogle af de rødskjortede demonstranter for at stå bag.
Spændingerne mellem rødskjorterne og de regeringstro hvidskjorter manifesterede sig i april og maj i blodige sammenstød, hvor 91 blev dræbt og op mod 2.000 såret.