Den græske regering har lanceret kraftige nedskæringer i et forsøg på at overtale internationale långivere til at give landet flere penge.
Regeringen blev efter et møde onsdag enige om yderligere nedskæringer i pensionerne, fyringer af tusindvis af offentligt ansatte og en udvidelse af ejendomsskatterne.
Det sker efter to dages hårde forhandlinger med Den Internationale Valutafond (IMF) og EU-Kommissionen og Den Europæiske Centralbank.
Nedskæringerne betyder, at pensioner vil blive beskåret med op til 20 procent, og at antallet af offentligt ansatte, der suspenderes, øges fra 20.000 til 30.000.
Det betyder, at de ansatte i en periode modtager delvis løn men skal kigge sig om efter andet arbejde.
Nedskæringerne skal sikre, at Grækenland kan få otte mia. euro fra EUs og IMFs hjælpepakke.
Får landet ikke de penge inden for de næste par uger - vil den græske statskasse løbe tør i midten af oktober.
Kilde: BBC