Et skænderi ved et møde i den græske regering tirsdag, fik onsdag udenrigsminister Nikos Kotzias til at trække sig.
Skænderiet tirsdag handlede om en aftale mellem Grækenland og Makedonien. Aftalen går groft sagt ud på, at Grækenland dropper sin modstand mod at lukke Makedonien ind i militæralliancen, hvis Makedonien skifter navn.
Kotzias har diskuteret heftigt med forsvarsministeren og partilederen for regeringens mindste parti, Panos Kammenos.
Kammenos er utilfreds med aftalen og har truet med at forlade regeringen, hvis den bringes i parlamentet til ratificering. Kotzias følte ikke, at han på mødet fik tilstrækkelig støtte.
- Premierministeren og en række andre ministre har truffet deres valg ved gårsdagens møde. Så traf jeg mit, skriver Kotzias på Twitter.
Tvisten drejer sig om retten til navnet Makedonien. Det er navnet på en region i Grækenland, der derfor mener, at nabolandet mod nord med sit navn gør krav på en del af Grækenlands territorium.
Med aftalen skal Makedonien skifte navn til Nordmakedonien. Det er Kammenos ikke tilfreds med. Derfor vil regeringen være afhængig af oppositionens støtte til aftalen, hvis den skal godkendes.
Premierminister Alexis Tsipras har efter Kotzias' opsigelse valgt selv at tage hvervet som udenrigsminister. I en udtalelse fra Tsipras' kontor forklarer han, at han vil kaste alt ind på at få aftalen til at blive til virkelighed.
Også i Makedonien har aftalen mødt modstand. I parlamentet mangler den opbakning fra de to tredjedele, der kræves. Det er særligt landets konservative parti, VMRO-DPNMNE, der er imod.
Derudover har aftalen været til en folkeafstemning. Resultatet blev dog ugyldigt, fordi for få stemte.
/ritzau/AP
/ritzau/AP