Danskerne må forvente år med økonomisk smalhals i kølvandet på gældskrisen i Europa.
I går præsenterede Det Økonomiske Råd sin efterårsrapport om øjebliksbilledet i dansk økonomi.
Og det var dystre ord, som overvismand Hans Jørgen Whitta-Jakobsen efterfølgende brugte over for Jyllands-Posten.
"Alene frygten for statsbankerotter og en ny finanskrise skaber tilbageholdenhed i det private forbrug og pres på renterne i lande med høj statsgæld. Begge dele bidrager til de statsfinansielle problemer i en ond forventningscirkel," sagde han til Jyllands-Posten.
Og Michael Svarer, der er professor ved Institut for Økonomi ved Aarhus Universitet er enig i, at øjeblikkets usikkerhed om den græske økonomi har konsekvenser for Danmark.
"Fortsat uro omkring europæisk økonomi og stigende renter er med til at bremse forbrugertilliden og gør, at folk holder på pengene. Derved kan det skade dansk økonomi," siger han til Newspaq.