Kampklædte politibetjente savede i morges jernhegnet omkring Akropolis op og stormede den historiske høj i Athen med skjolde, knipler og tåregas. Det skriver BBC.
Den voldsomme fremfærd var sat i værk for at fordrive den gruppe af arbejdere, som onsdag morgen havde barrikaderet sig på højen. Her protesterede de mod ubetalte lønninger og fyringer.
Aktivisterne havde aflåst et større hegn med hængelåse og holdt derfor alle turister ude fra den populære attraktion. Arbejderne havde tænkt sig at blive der måneden ud, men det satte politiet altså en stopper for i morges.
Ansatte ved det græske kulturministerium stod bag aktionen, og de krævede blandt andet fastansættelse for de 320 af deres kolleger, som står til at blive fyret, når deres kontrakter udløber den 31. oktober.
Grækenland har oplevet mange demonstrationer siden regeringen begyndte at indføre massive besparelser i det offentlige for at leve op til EU's genopretningsstøtte.