1. maj blev alt andet end fredelig i den græske hovedstad, Athen og i andre græske byer
Her løb demonstrationer organiseret af venstrefløjen af sporet.
I Athen måtte politiet gribe til tåregas for at få spredt flere hundrede unge, der gik til angreb mod banker og forretninger med flasker og sten.
De unge demonstrerer mod regeringens bebudede nedskæringer som følge af landets lammende gæld og gik gennem byen med bannere, hvorpå der stod: "Lad vores rettigheder være!" "IMF og EU-Kommissionen ud!", skriver BBC.
Samtidig er EU og Den Internationale Valutafond (IMF) nået til enighed med den græske regering om en låneaftale, der skal hjælpe Grækenland ud af krisen.
Aftalen, der vil blive offentliggjort søndag, betyder, at Grækenland kan låne 120 milliarder euro over tre år.
Til gengæld kræver EU og IMF, at der iværksættes en række spareforanstaltninger bl.a. nedskæringer i lønnen, skattestigninger og ændringer i pensionsalderen.