Demonstranterne vil omringe parlamentets bygning i Athen i et forsøg på at forhindre parlamentsmedlemmer i at deltage i mødet, hvor der skal stemmes om voldsomme besparelser.
Premierminister George Papandreou forsøger at få gennemført nye initiativer som led i de betingelser, som EU og Den Internationale Valutafond, IMF, vil stille for en ny, gigantisk støttepakke. Det skriver BBC.
Aktivister og fagforeningsfolk har kaldt til folkemøde i dag på Syntagma Pladsen foran parlamentet, hvor de vil give udtryk for deres vrede over, hvad de opfatter som politikernes manglende evne til at løse problemerne.
Det kan derfor betyde, at mange af de folkevalgte ikke vil have mulighed for at komme ind og udføre deres gerning i dag.
"Vi kæmper en kamp for at tjene det fælles bedste i det mest afgørende øjeblik i landets moderne demokrati," siger regeringens talsmand George Petalotis til BBC.
Kilde: BBC