Den omdiskuterede folkeafstemning i Grækenland om EU's redningsplan er torsdag aften blevet taget af bordet.
I en tale til sit partis øverste ledelse sagde premierminister George Papandreou, at der ikke er behov for folkeafstemning, fordi oppositionen bakker op om redningsplanen.
"Spørgsmålet drejede sig aldrig om folkeafstemningen, men om hvorvidt vi er klar til at godkende de bleslutningerne, der blev truffet 26. oktober," sagde Papandreou ifølge The New York Times med henvisning til eurolandendes redningsplan.
"Det, der er på spil, er vores position i EU," tilføjede premierministeren.
Kort efter erklærede finansminister Evangelos Venizelos:
"Regeringen meddeler officielt, at vi ikke iværksætter en folkeafstemning."
Beslutningen er truffet, efter at oppositionsleder Antonis Samaras vendte på en tallerken og besluttede sig for at bakke op om redningsplanen, der indebærer, at Grækenlands gæld bliver nedskrevet med 50 procent.