Hjemmehjælpernes biler har fået indstalleret GPS-tracking for at kommunen kan planlægge deres ruter bedre. De er ikke til for at cheferne kan overvåge de ansatte.
Sådan lyder det fra Pia Foght (S), der er formand for social- og sundhedsudvalget i Gribskov Kommune.
Avisen.dk afslører i dag, hvordan otte ud af 12 medarbejdere føler sig overvåget af kommunen, der tilsyneladende følger med i, hvor stærkt de ansatte kører, og hvornår de holder stille.
Og den opfattelse er Pia Foght meget ked af.
"Jeg vil som politiker aldrig gå med til at overvåge medarbejdere. Jeg er rigtig, rigtig ked af, at medarbejderne oplever det sådan. GPS'erne er kun til for at hjælpe de ansatte med ruteplanlægning, fordi de skal dække et enormt stort areal," siger hun.
De 60 hjemmehjælpere i Gribskov Kommune kører 450.000 kilometer om året. Derfor er der store gevinster at hente, hvis de kører den korteste vej fra borger til borger, siger Pia Foght.
To eksperter i persondatabeskyttelse, jurist fra Aarhus Universitet Martin Gräs Lind og juraprofessor Peter Blume, fastslår over for Avisen.dk, at det er ulovligt, hvis en arbejdsgiver installerer GPS-tracking for at overvåge de ansatte, hvis arbejdsgiveren har angivet at grunden er en anden.
En af de 12 hjemmehjælpere tilkendegiver, at GPS-trackingen allerede har udløst en påtale for at køre for stærkt. Det stiller Pia Foght sig undrende over for.
"Det her må vi have belyst nærmere. Og jeg vil sikre mig, at vi får indført et sæt etiske regler omkring GPS-tracking, så medarbejderne kan føle sig trygge, når det bliver brugt," siger hun.
Samtidig med, at kommunen ifølge den ansatte har misbrugt data fra GPS-systemet kan en anden regel på området også være blevet omgået.
Kommunen skal nemlig skriftligt gøre de ansatte opmærksomme på, hvis der bliver installeret GPS-tracking i deres biler.
Og det er ikke sket, erkender Pia Foght. Men det skyldes, at GPS-trackingen endnu er på forsøgsstadiet og altså ikke er blevet endeligt indført endnu, forklarer hun.
"De ansatte har fået det at vide, men ikke skriftligt, fordi det stadig er under afprøvning. Og vi er endnu ikke blevet enige om at indføre GPS. Men hvis det sker, så skal vi have nogle regler for, hvordan det skal bruges," siger hun.
Den konservative borgmester Jan Ferdinandsen (K) afviser også, at GPS-systemet er indført for at overvåge de ansatte.