De danske husholdninger er på vej mod den laveste renteudgift siden 2005.
Hvis danskerne fortsætter året med at betale de samme renter som hidtil, vil en dansk husholdning i gennemsnitligt betale omkring 22.000 kroner i renteudgifter efter skat i år. Det er et fald på næsten 1000 kroner i forhold til 2011, og godt 11.600 kroner siden rentebetalingerne toppede i 2008, skriver Realkredit Danmark i en pressemeddelelse.
En boligejer betaler i dag cirka 2400 kroner i renteudgifter om måneden, hvilket er det laveste niveau siden 2005.
- For Danmarks cirka 1,6 millioner boligejere betyder de lave renter, at der betales cirka 340 kroner mindre i renteudgifter om måneden i forhold til juli 2011. Det er en rentebesparelse på cirka 4.000 kroner om året for hver boligejer, siger Ane Arnth Jensen, direktør i Realkreditrådet.
Men ifølge Realkredit Danmark bør glæden over de ekstremt lave renter ikke være alt for uforbeholden stor.
- Først og fremmest er de en konsekvens af en sløj økonomisk udvikling og en forventning om, at den sløje økonomiske udvikling vil fortsætte en rum tid endnu. For det andet skal man også huske på, at modstykket til de lave renter, er dårligere muligheder for at forrente sin opsparing, og det rammer i sagens natur også vores pensionsopsparinger og dermed alt andet lige vores købekraft engang i fremtiden, skriver de i pressemeddelelsen.
Renten på både fastforrentede lån og rentetilpasningslån er historisk lav.
I juli var den effektive rentesats inklusiv bidrag for alle låntyper 3,2 procent. For realkreditlån med en løbetid på under ét år er den effektive rentesats inklusiv bidrag på 1,5 procent. Det er næsten en halvering i forhold til sidste år. Det viser Nationalbankens rentestatistik for juli 2012.