Det er kun lidt over en uge siden Apple udsendte den store iOS 8-opdatering, men allerede nu er de klar med anden opdatering.
Tidligere på ugen sendte Apple den udskældte iOS 8.0.1 opdatering ud, som endte med at give større problemer end glæde – særligt for de nye iPhone 6-modeller.
Apple trak derfor opdateringen tilbage kort efter.
Nu er Apple så klar med en ny opdatering, der skal fikse nogen af de problemer der opstod med iOS 8.0.1.
– Apple: Derfor trak vi iOS 8.0.1 tilbage
Opdateringen hedder iOS 8.0.2 og fylder 71,5 MB. Den retter blandt andet fejlen, der har været siden iOS 8 med HealthKit applikationen, problemerne med upload af billeder i Safari-browseren, samt med tredjeparts applikationer.
Ifølge Apple var mindre end 40.000 enheder berørte af fejlen i iOS 8.0.1 opdateringen.
Apple har været alt andet end heldige omkring lanceringen af henholdsvis iPhone 6 og iOS 8. Med iPhone 6 Plus begyndte enkelte købere at rapportere, at telefonen kan bøje blot ved at ligge i lommen.
Efterfølgende har Apple dog været ude at nedtone problemet, skriver meremobil.dk.